Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

OBS

OBS

Skt. Klemensskolen har 3 specialklasser (OBS-klasser) med op til ca. 6-7 elever i hver klasse. Klasserne er integrerede i Skt. Klemensskolen, derfor gælder skolens almindelige regler, værdisæt og kommunikationsguide også for OBS-klasserne.

 

Vi deltager i de fleste  fællesarrangementer og temadage sammen med almenskolen. 

 

Som udgangspunkt er eleverne fordelt efter alder, således at 0.-3.klasses elever går i 2.X, 4.- 6. klasses elever går i 5.X, og 7.-9. klasses elever går i 8.X.. SPPR og personale vurderer altid sammen, hvilken klasse der vil være bedst for barnet.

 

Ny elev i OBS-klassen på Skt. Klemensskolen
Når en elev skal begynde i vores OBS-klasse, bliver eleven sammen med sine forældre inviteret på besøg på skolen, hvor de møder nogle af de voksne i klassen,  ser klassen og skolen.

 

I opstartsforløbet afholdes der et indskrivningsmøde, hvor forældre, personale, ledelse, SPPR samt afgivende skole inviteres. Formålet med mødet er, at alle bliver klædt bedst muligt på i forhold til at skabe den bedste hverdag og skolegang for eleven og for at give eleven en god og tryg skolestart.

 

Hverdagen i OBS-klasserne
Vores skolehverdag bærer præg af en tydelig struktur, med fokus på en forudsigelig skoledag for eleverne. Der er få faste voksne tilknyttet klassen, og vi er sammen med eleverne hele dagen, både i undervisningen og i frikvartererne.

 

Undervisningen er tilrettelagt efter det enkelte barns faglige niveau. Vi arbejder skiftevis med fælles undervisning og individuel undervisning, hvor eleven sidder på sin egen arbejdsplads.

 

Vi arbejder med at styrke elevernes kompetencer ud fra et princip om at alle gør det rigtige når de kan. Vi forsøger altid at se bag om barnets adfærd for at forstå dets handlinger.

 

Det er vigtigt for os at skabe en god og tillidsfuld relation til eleverne, samt forældrene. Eleverne bliver mødt på deres individuelle udfordringer og behov, og målene i den pædagogiske handleplan (SPES, Special Pædagogisk Evaluerings Skema) vil derfor variere blandt eleverne.

 

De ældste elever deltager i folkeskolens afgangsprøver, hvor  det er muligt. Derfor er en del af undervisningen rettet mod dette.

 

Praktik i almenklasse

Opstart af praktik i almenklasse vurderes altid ud fra det enkelte barns udvikling, trivsel og forudsætninger for at kunne lykkes i almendelen.
Der vil med udgangspunkt i mødet med forældre og fagpersoner løbende blive taget stilling til, hvad der er bedst i forhold til det enkelte barns trivsel og udvikling.

 

Skole/hjemsamarbejde
Vi lægger stor vægt på et tæt skole/hjem samarbejde, og I kan fra os forvente en tæt og åben dialog. Det har betydning for jeres barns trivsel og udvikling, at vi har en tæt dialog. I kan ringe eller skrive sms til klassens telefon, og I kan skrive til os på AULA.

 

I bliver inviteret til min. 2 forældremøder/ arrangementer samt 2 individuelle SPES møder pr. skoleår. Ligeledes holder vi møder omkring jeres barn ved behov.

 

Vores forventninger til jer forældre

  • Sørg for at dit barn er udhvilet, når det kommer i skole.
  • Sørg for at dit barn får morgenmad, og har en god madpakke med.
  • Giv os besked, hvis dit barn ikke kommer i skole.
  • Giv os besked, hvis der er særlige omstændigheder, som kan have indflydelse på dit barns skoledag.
  • Hjælp dit barn med at have styr på penalhus og skoletaske.
  • Hjælp dit barn med at huske svømmetøj og idrætstøj.
  • Støt dit barn i at indgå i forskellige relationer med jævnaldrende.
  • Prioriterer at deltage i arrangementer på skolen.
  • Tal positivt om andre børn og skolen i dialogen med dit barn. Tal konstruktivt med andre forældre for at styrke fællesskabet i klassen.